Robert Hansen er en af de 24 reformramte danskere, der fortæller sin historie i bogen “De reformramte”. forlaget UDENFOR har mødt ham til en snak om den ulykke, der forandrede hans liv, og om hans møde med systemet, de konsekvenser, det har haft, og hvordan han er kommet videre.

Selvom det kun er den 12. november er byen helt vinterstille og trafikken glider forsigtigt gennem frostpumpet regn, der har lagt sig som en tynd grød på vejbanen. Robert er taget hjemmefra en time tidligere end han plejer, så han har ikke travlt. Han holder sin 125 kubik Aprilia scooter på 30 kilometer i timen, mens han kører hen ad Amager Boulevard ind mod Rådhuspladsen og videre langs søerne til Tagensvej 71, hvor hele hans liv ændrer sig på et øjeblik. ”Sådan her,” siger Rober og knipser med fingrene, inden han fortæller, hvordan en  taxa bliver prajet af en mand, der står på den anden side af vejen, og hvordan chaufføren laver en U-vending og blokerer for Robert, der rammer taxaen med 30 kilometer i timen.

Han brækker ryggen, og kommer aldrig til at gå igen, men efter syv måneder på hospitalet, glæder han sig til at komme hjem til sin kæreste og tilbage til sit arbejde. I lejligheden har de fået fjernet dørtrinnene, og så har de fået en lift. På arbejdet har de fundet kontoropgaver til ham. Hver dag spiser han 42 smertestillende piller fordelt i fire rationer. Han bruger et kateter, når han skal tisse, og afslappende creme til endetarmen, hvis han skal mere end det. Hver morgen tager det ham halvanden til to timer at gøre sig klar, og hver dag i tre måneder bider han smerterne i sig og håber, at alt nok skal blive godt. Indtil han ikke kan håbe det mere.

Smerterne og mit handicap gjorde det simpelthen umuligt for mig at fastholde en nogenlunde normal hverdag. Det var svært at give op. Jeg tror, at alle med et handikap føler sig en lille smule mindreværdige, og jeg ville godt have bibeholdt den værdighed, der lå i mit arbejde, og i, at jeg – trods alt – kunne forsørge mig selv.”

Robert har inkomplet paraplegi. Det vil sige, at nogle af nervetrådene ikke er kappet helt over, så han kan stadig føle smerte. Det betyder også, at han får blærespasmer og kramper i musklerne. ”Hvis jeg skal have kaffe, skal jeg nok regne med, at koppen ikke skal fyldes helt op, hvis jeg ikke vil have den i skødet,” siger han og slipper et lille grin. Men ellers er der ikke så meget at grine af for ifølge lægerne er Robert 95% invalid, men kommunen vil ikke bruge den vurdering, for som sagsbehandleren siger: »Det er jo kun fra navlen og ned.«

Det bliver starten på et langt og opslidende sagsforløb, der leder hen mod et afslag på en ansøgning om førtidspension. Det kommer i 2011 – fire år efter ulykken i 2007. Fra den dag afslaget kommer, stopper kommunen udbetalingen af alle ydelser, og Robert lever for de 7.000 kroner om måneden han har fået som erstatning for tabt erhvervsevne. I november 2011 mister han sin bolig og senere sin kæreste.




Det sidste år har Robert boet på Humlegården, der er et botilbud, der drives af Blå Kors. I 2017 begyndte han igen at modtage offentlige ydelser, men til at starte med blev de 7.000 kroner, som han har modtaget som erstatning for tabt erhvervsevne, modregnet i hans kontanthjælp. Ifølge socialrådgiver Erik Krogh, der er ansat på Humlegården, er den modregning ulovlig. Erik har sat sig godt til rette i Roberts 85 centimeter med sengegalge og elevation, jeg har skænket kaffe op og Robert og Erik udveksler den slags indforståede drillerier, der plejer at kræve et helt liv eller i hvert fald en tættere relation end den, der ellers opstår mellem borger og sagsbehandler. Det virker alt sammen meget hjemligt indtil Erik begynder at folde Roberts sag ud:

”Når man får løbende erstatning for erhvervsevnetab, så siger Lov om aktiv socialpolitik paragraf 14, at det ikke skal modregnes i kontanthjælpen. Det er jo svært at forstå for mange af mine fagfæller, for kontanthjælp er jo subsidiært til alt, men der er lige nogle enkelte undtagelser, og en af de undtagelser gælder altså når du får udbetaling efter lov om erstatningsansvar.”


Jeg forstår det heller ikke helt, men det er godt at Erik gør, og at han fik samlet de nødvendige papirer, der fik Fredensborg kommune til at rette ind og regulere ydelsen med tilbagevirkende kraft. Nu venter Robert og Erik på, at Ankestyrelsen pålægger de andre kommuner at omberegne.


”Det er jo rigtig heldigt, at du kan se, at der er begået en fejl, men Roberts sag har været gennem flere kommuner og sagsbehandlere. Hvordan kan det være, at ingen andre har opdaget fejlen?”

Jeg ser på Erik, men det er Robert, der læner sig frem mod mig og spørger, ”Må jeg godt svare på det?”, inden han fortsætter:  ”Det er fordi Erik har tid til hver enkelt person her i huset. Før jeg kom her havde jeg ikke været til en personlig samtale i syv år, undtagen en enkelt gang i Vallensbæk Kommune, hvor jeg fik fem minutter med en sagsbehandler. Ellers har det været over e-mail.” Erik nikker og falder ind:

”Du har jo fuldstændig ret. De sidder der og er bunket til med sager og har måske 12 minutter eller sådan noget til hver borger. Jeg har også siddet i kommuner og forvaltninger og ved godt, at der kun er tid til overfladebehandling. Der er ikke tid til de mere nørdede ting, som jeg har tid til nu. Og først og fremmest så har jeg jo tid til at snakke med Robert.”

Da Erik er gået, henter jeg kager fra Brødsnedkeren i Humlebæk. Robert er uddannet bager, og mens vi deler en napoleonskage og en træstamme fortæller han, at den bedste måde at tjekke kvaliteten af en bager er ved at købe trøffel eller studenterbrød. ”Hvis det er godt er resten også godt, for de bruger deres wienerbrød i trøffelmassen, og du kan ikke lave et godt produkt, hvis råvarerne ikke er gode.” Jeg tænker at det er lidt på samme måde som med alt andet.  Som med kommunerne og de rammer, de og deres ansatte skal fungere under. Vi snakker lidt om, hvad det havde betydet for Robert, hvis sagsbehandlingen havde været anderledes, og hvis han havde kunnet bibeholde mere af hans liv fra før ulykken, og så spørger jeg spørger ham, hvordan han ikke er blevet bitter.

”Det har jeg altid været bange for. Jeg ser ikke mig selv som en gammel sur mand og sådan har jeg ikke lyst til at ende. Jeg har savnet alt i mit tidligere liv, og det gør jeg stadigvæk, men jeg har haft nogle samtaler med en psykolog, der har hjulpet mig til at vende min vrede til noget positivt. Jeg har haft meget fokus på mit liv før og nu: Før stod jeg op. Nu sidder jeg ned. Før var jeg i et parforhold og nu skal jeg ud og kigge på det modsatte køn som handikappet. Det er helt forfærdeligt, og jeg har haft svært ved at finde løsninger, men psykologen har været meget stålsat og insisteret på, at der findes løsninger. Jeg er på en måde som en baby igen. Jeg skal finde en anden måde at bevæge mig på. Jeg skal ændre mit bevægelsesmønster, og noget der har været selvfølgeligt for mig hele mit liv skal jeg lære forfra, men det kan jeg godt.”



Af Margit Ernst / me@udenfor.dk

Robert fortæller sin historie i bogen De reformramte, hvor 24 reformramte danskere skriver om deres møde med beskæftigelsessystemet og om de konsekvenser, mødet har haft for deres hverdag, deres familie og deres liv i det hele taget.